Tidløs Troværdighed.

Kjeld Frandsen, Berlingske, skriver og giver ***** (fem stjerner):
Erik Grip, der fortsat er værd at lægge ører til, blander ubesværet det religiøse og det verdslige.

Erik Grip. Jo, han har været på banen igennem fem årtier, og han er fortsat og i høj grad værd at lægge ører til.
I hvert fald slipper han nu sin indre vandringsmand løs og kommer vidt omkring uden at miste mål eller identitet. Han lægger ud med “Dejlig er den himmelblå”. Jamen, kan man det? En julesalme lige her om foråret? Jo – når den leveres i det gode, let tilbagelænede tempo – med let jazzet akkompagnement og den rette puls og renfærdighed – ja, så går den hjem og er – ved efterfølgende gennemhøring – interessant og fornøjelig. Teksten er af N.F.S Grundtvig, som Erik Grip jo har gammel svaghed for – husk blot hans evigfriske slagnummer “Velkommen i den grønne lund”. Her kommer salmedigteren også på banen med “Hvad er det min Marie” med Grips glimrende melodi – og “Lille Guds barn hvad skader dig” i god folkemelodisk tradition. Også “Sorrig og glæde”, fra Grundtvigs kollega Thomas Kingo, får en original behandling med Sine Bach Rüttel på bluegrass-banjo, for nej, det er ikke en rigtig religiøs plade. I hvert fald får det verdslige god plads både i salmerne og i renkultur. Og her går turen fra Evert Taubes udødelige “Flickan i Havanna” i swingende duet med den svenske sangerinde Josefine Cronholm til Kai Normann Andersen & Sigfred Pedersens hårdt prøvede “Den gamle skærslippers forårssang”.
Erik Grip fremfører sit udvalg af sange med en på én gang frejdig, djærv og skrøbelig stemme, som er meget medrivende – meget menneskelig. Og hans velvalgte musikere – heriblandt den fornemme pianist Henrik Gunde – er helt med på sangerens intentioner. Dertil kommer pladens bonusnummer – den finurlige Osvald Helmuth klassiker “Dit hjerte er i fare Andresen”. For akkompagnementet står Ål-Boys, som er et ægte salonorkester med violiner og harmonikaer og en helt unik og autentisk lyd, og Erik Grip formidler sangen, der er skrevet langt før, han blev født, med charme og tidløs troværdighed.

[break]

Vandringsmanden.

DMF / Dansk Musiker Forbund v/ Jørgen Jangmark skriver:

Erik Grip har stadig et særligt godt øje til de store fortællinger og kraftfulde budskaber, der ligger indlejret i de gamle salmer, og ikke mindst N.F.S. Grundtvig kan stadig ryste hans grundvold. Det er da også den gamle salmedigter, der med “Dejlig er den himmelblå” åbner ballet på “Min indre vandringsmand”, som det nye album er betitlet. Og det er på ingen måder tilfældigt. Grip nåede nemlig aldrig at blive færdig med Grundtvig. “Hvad er det min Marie” skulle have været med på pladen fra 1983, men først her 26 år efter kom sangeren på en melodi, der var den fantastiske kærlighedstekst værdig. Opfølgeren til Grundtvig-albummet er omsider en realitet.

Den stædige tro på kærligheden og troen på at vi kan bære hinanden, som det understreges i “Hvad er det min Marie”, opsummerer nok meget godt Grips modsvar på mange af tidens problemer og – til tider – meget stejle holdninger. Selvom han er fast forankret i det danske og således også solide kristne værdier, ser han på ingen måde sig selv som en stædig bevarer af “noget typisk dansk”. Tværtimod er han den førnævnte vandringsmand på konstant udkik efter nye veje og nye fælleskaber og er overbevist om, at det kan lade sig gøre. At hjælpe og støtte – og bære hinanden, selv når det brænder allermest på og verden står på den anden ende. Det er her Grundtvig og de specifikt danske, kristne værdier har noget at byde ind med, og det er det Grip utrætteligt kæmper for at gøre opmærksom på.

Ikke kun salmer.
Det er dog langt fra kun salmer Erik Grip har kastet sig over på “Min indre vandringsmand”, der formeligt stritter af livsglæde og spillelyst. På albummet, hvor han fornemt bakkes op af en af de mest fejrede pianister p.t., den allestedsnærværende Henrik Gunde, percusionisten Steen Raahauge (Tøbrud), bassisten Esben Eyermann og såmænd sønnen Mathias Grip (som medvirker på jødeharpe og kor), kommer man godt rundt i både genrer og instrumentering.
En af de mest fremtrædende eksempler er nok den uforlignelige udgave af Taubes “Flickan i Havanna”, hvor der synges storswingende og sexet duet med underskønne Josefine Cronholm, og Grip overbevisende demonstrerer sit solide tag i den vidt forgrenede og berømte nordiske visetradition.
Et andet fantastisk eksempel er sangen “Visselul” hvor Grip med udgangspunkt i selv samme Ewert Taube synger den oprindelige udgave af “Byssan lul” som var en sømandsvise fra Skagen og Norge. Og så er der også lige en opdateret version af “Den gamle skærslippers forårssang” – for slet ikke at nævne bonustrack´et “Dit hjerte er i fare Andresen”, hvor Grip endnu en gang beviser sin tæft for at genopfinde gyldne øjeblikke fra den store danske sangskat.